Susanne Kristensen

- nr. 13 på liste A

Trafik

 

Med en geografisk stor kommune, med en central by, hvor en stor del af de kommunale aktiviteter har deres placering, og mange små omkringliggende landsbysamfund, er der et øget behov for at sikre en bedre offentlig transport mellem yderområderne, og til Hillerød by. I en tid hvor der tales om, at begrænse bilismen og fremme den offentlige transport er der store fordringer til planlægningen af den kommende busdrift. Med en ny stor kommune er der også mange ønsker hos borgerne om, at den offentlige transport i Hillerød planlægges, så kommunen opleves som sammenhængende. Det betyder, at der ikke kun skal være offentlig transport rettet mod Hillerød by, men også tværgående transport mellem de små lokalsamfund, så samarbejdet mellem landsbyerne kan fremmes.

 

Det bliver de kommende år en af byrådets helt store udfordringer. Fra 2007 har kommunerne, som følge af kommunalreformen, overtaget ansvaret for busdriften i egen kommune og et ansvar for, at medfinansiere den tværgående trafik mellem kommunerne. Busdriften har, da den lå i amtet kostet 30 mill. kroner at drive årligt, men vi har kun fået 6 mill. af staten i kompensation. Derfor har det været nødvendigt at gennemføre besparelser på en lang række kommunale områder for, at finde pengene til ,at opretholde i hvert fald et minimum af drift. Det bliver en meget stor udfordring de kommende år, at opretholde blot noget der minder om tidligere tiders drift. Især fordi mange kommuner er presset økonomisk og derfor overvejer, at opsige al tværgående trafik, som ikke foregår i egen kommune.    

 

Så der skal tænkes nyt og i nye baner, netop fordi kommunens økonomi er presset på dette område. Især hvis målet er, at alle borgere i kommunen på lige fod skal kunne benytte sig af såvel de kulturelle, som de aktivitetsmæssige tilbud om aftenen og om dagen i Hillerød by. Vi skal være åbne for både Minibusser, letbaner og sporvogne, som nogle af fremtidens offentlige transportmidler.

 

I den forbindelse er der også et ønske om, at der findes en løsning, som gør det muligt for handicappede og gangbesværede på en god og betryggende måde, at kunne lade sig befordre over længere distancer i kommunen med offentlig transport.

 

Intet er afgjort endnu, men der er ikke tvivl om, at nogle ruter vil blive nedlagt, andre blive nedlagt til fordel for nye ruter.

 

Jeg har dog stadig en vision om, at vi engang med tiden får mulighed for, at udbygge vores offentlige transport på en måde, så kommunen bindes sammen på kryds og tværs.

 

 

Der er med den tiltagende bilisme, også blevet et større behov for, at lede trafikken uden om Hillerød by. En betragtning jeg er enig i. En vision er, at man etablerede P-huse udenfor byen. Der skal så være busser, der i sløjfeordninger sikrede hyppig transport til og fra disse P-huse, og til væsentlige institutioner i bymidten.

Ny erhvervsområder skal også anlægges, så de transportmæssigt er nemme at komme til, uden at de belaster bymidten trafikmæssigt.

 

En anden mulighed er at etablere intelligente trafiktavler, som leder trafikken uden om byen via vores omfartsveje. Både gamle, men også nye, som anlægges fremtidigt.

 

Lokalsamfundene skal naturligvis også skånes for tung trafik, gerne gennem omfartsveje og trafikdæmpende foranstaltninger.

 

Vi skal arbejde for, at der anlægges mange nye cykelstier, så borgerne i kommunen vælger cyklerne til lokale ærinder frem for bilen. Det vil også være sundere for de fleste af os.

Vores cykelstier skal dog i første omgang udbygges så børnene kan færdes på sikre skolevejene, derefter skal cykelstier i de mest trafikbelastede områder prioriteres.

 

I et fremtidsperspektiv vil jeg gerne kunne cykle hele vejen rundt om og tværs igennem min nye kommune på en cykelsti.

 

Jeg vil derfor gerne arbejde for, at fremme

  

· Bedre trafikforbindelser mellem yderområderne, samt til og fra Hillerød. .

 

· Anlæggelse af flere cykelstier i prioriteret rækkefølge.

 

· Projekter der kan åbne for alternative løsninger på de transportmæssige

  problemer i yderområderne, herunder en omlægning af eksisterende ruter, så

  der sker en ligelig fordeling af transporttilbuddene i landsbyområderne.

 

· At kendskabet til telebusordningen udbredes lokalt, og at selve ordningen gøres

  mere tilgængelig.

 

· At der oprettes omfartsveje til aflastning af særligt trafikbelastede områder, som det er sket i

  Gørløse.